Den digitale euro skal gøre Europa mindre afhængigt af udenlandske betalingsløsninger som Visa, Mastercard, PayPal, Apple og Google. Det er et godt formål. Men hvis den digitale euro i praksis kun kan bruges gennem apps distribueret via App Store og Google Play, flytter vi blot afhængigheden fra amerikanske betalingsvirksomheder til amerikanske teknologiplatforme.
Et projekt, der skal styrke Europas digitale suverænitet, ender med at hvile på de selvsamme to selskaber. Den udfordring fylder efter min mening alt for lidt i debatten.
Danmark er ikke digitalt uafhængigt i forvejen
Vi skal heller ikke bilde os selv ind, at Danmark er digitalt uafhængigt i forvejen. Problemet er ikke, at Dankortet i dag drives af italienske Nexi, eller at MobilePay er fusioneret med norske Vipps. Det er europæiske og nordiske ejere. Problemet er, hvad løsningerne kører oven på.
Tag MobilePay. Appen fik først kontaktløs betaling på iPhone i november 2025, fordi Apple indtil da havde spærret adgangen til telefonens NFC-chip. Det krævede en EU-afgørelse at få den åbnet.
Her er en præcisering på sin plads, for det er ikke et spørgsmål om, at Dankortet er sat uden for døren i MobilePay. Både Dankort og Visa/Dankort kan tilføjes i appen og bruges til almindelige MobilePay-betalinger. Men den kontaktløse betaling i fysiske butikker, Tap med MobilePay, understøtter ikke Dankort-netværket. Den afvikles over Mastercard og efter planen også Visa. Betaling direkte fra bankkontoen, uden om kortnetværkene, arbejder MobilePay stadig på, men den var ikke med ved lanceringen.
Præcis dér, hvor betalingen forlader appen og møder terminalen, er Dankortet altså ikke med. Den dansk-nordiske app, der skal være alternativet til Apple Pay, kører som app på et amerikansk styresystem med amerikanske kortskinner under sig. Det danske ligger i toppen af stakken. Fundamentet gør det ikke.
Og pointen bliver ikke mindre af, at Dankortet faktisk godt kan bruges kontaktløst fra telefonen i dag, nemlig gennem Apple Pay hos de banker, der er med. Det danske betalingskort når altså ud på telefonen. Det gør det bare gennem en amerikansk tegnebog, på amerikanske vilkår, i et økosystem der selv afgør, hvem der får adgang til chippen. Det er ikke et argument mod Apple Pay. Det er et argument for at holde øje med, hvor i kæden beslutningerne træffes.
NFC-sagen er værd at hæfte sig ved af en anden grund. Adgangen kom ikke, fordi markedet udviklede sig. Den kom, fordi EU tvang den igennem. Åbne standarder opstår ikke af sig selv, når to virksomheder kontrollerer indgangen.
Alternativerne findes allerede
Og alternativerne findes allerede. Franske /e/OS og iodé, schweiziske Apostrophy, tyske Volla, finske Sailfish. Europæiske styresystemer til smartphones, bygget uden Google i bunden. Problemet har været, at de i praksis er spærret ude: Googles Play Integrity afgør, om en app vil køre på telefonen, og den godkender kun Googles eget certificerede Android. Bank-apps, wallets og offentlige apps nægter derfor at starte. Det er et bemærkelsesværdigt paradoks, at kontrollen med, om en telefon er til at stole på, udføres af netop det selskab, man forsøger at komme fri af.
I marts gik flere af producenterne sammen om UnifiedAttestation, et åbent europæisk alternativ til Googles godkendelsesordning. Projektet er helt nyt, og der er uenighed i miljøet om metoden. Men retningen er den rigtige, og udgivere af offentlige apps i Skandinavien kigger allerede på det. Her er der noget for EU at bygge videre på i stedet for at opfinde det forfra.
Privatliv kan ikke skrives ind i andres styresystemer
Det samme gælder privatlivet. Debatten handler om, hvor meget ECB og bankerne må se, og det er en vigtig diskussion. Men hvis betalingen går gennem en app på iOS eller Android, ser telefonen den også. Styresystemet ved, hvilken app du åbner, hvornår du holder telefonen mod terminalen, og hvor du står, når du gør det. EU kan skrive privatlivsbeskyttelse ind i forordningen om den digitale euro. EU kan ikke skrive den ind i Apples og Googles styresystemer.
Det er i øvrigt her, kontanterne hører hjemme i diskussionen. Ikke som nostalgi, men som den eneste betalingsform, hvor der ikke sidder et amerikansk selskab noget sted i kæden. Så længe det er tilfældet, er kontanter ikke bare et hensyn til dem uden smartphone. De er en del af infrastrukturen.
Betalinger er kun begyndelsen
Og betalinger er kun begyndelsen. Rejsekort-appen kan i praksis kun bruges på en telefon med iOS eller Android. Det samme gælder MitID-appen, netbank og adgangen til stadig flere offentlige tjenester. Ganske vist findes MitID stadig med kodeviser, men det er præcis pointen: alternativet til de to platforme er en nødløsning, som staten skubber os væk fra, og som med tiden bliver dyrere at holde i live, jo færre der bruger den. Vi er allerede nået dertil, hvor det at stå uden for iOS og Android er ved at være det samme som at stå uden for samfundet. Den digitale euro er ikke undtagelsen. Den er det næste eksempel.
Derfor bør EU tænke hele værdikæden med. Den digitale euro skal bygge på åbne standarder og kunne understøtte alternative operativsystemer, appbutikker og enheder. Ellers bygger vi et europæisk betalingssystem oven på en infrastruktur, vi ikke selv kontrollerer, og så bliver adgangen til fælles europæiske penge i sidste ende afhængig af, hvilken slags telefon man ejer.
Hvad rager det Danmark?
Danmark står uden for euroen og bliver ikke automatisk omfattet. Men forslaget åbner for, at borgere og virksomheder i EU-lande uden for euroområdet kan få adgang gennem særlige aftaler. Og uanset hvad rager sagen Danmark, både for handel over grænserne og for udviklingen af Europas betalingsinfrastruktur.