Ingen må efterlades på perronen

Et samfund måles ikke på, hvor godt det fungerer for dem, der i forvejen kan det hele. Det måles på, om der er en vej ind for dem, der ikke kan.

Vi taler om tilgængelighed, som om det er en teknisk detalje: en rampe, et alternativt tekstfelt, en elevator. Men for det menneske, der står foran trappen, er det ikke en detalje. Det er forskellen på at komme på arbejde eller blive hjemme, på at ordne sin sag selv eller skulle bede om hjælp, på at være borger eller være en, der bliver taget hånd om.

Som kristendemokrat er det her ikke et spørgsmål om service. Det handler om menneskelig værdighed. Hvis vi mener, at ethvert menneske har den samme værdi, kan vi ikke bygge et samfund, hvor nogle mennesker skal have særlig tilladelse for at deltage i det.

Og lad os være ærlige om, hvem det handler om. Det er ikke en lille gruppe. Det er kørestolsbrugeren og den blinde, ja. Men det er også den ordblinde, der ikke kan læse en formular skrevet i kancellisprog. Den ældre med rystende hænder, der ikke kan ramme en knap på 20 pixels. Manden med brækket arm. Kvinden med barnevogn. Den, der har mistet hørelsen. Den, der har en dårlig dag. Vi bliver alle sammen midlertidigt eller permanent afhængige af, at nogen har tænkt sig om.

Derfor er tilgængelighed ikke en minoritetssag. Det er en samfundssag, og den skal tænkes ind fra begyndelsen, ikke lappes på til sidst. Det er både billigere, bedre og mere anstændigt.

Hvorfor jeg blander mig i det

Tilgængelighed er ikke et af mine ordførerskaber. Jeg er ordfører for transport, digitalisering, it, kommunikation og udenrigspolitik. Men en stor del af spørgsmålene lander alligevel på mit bord, for det er dér, de opstår: på perronen, i appen, i formularen, i informationen ved en forsinkelse. Man kan ikke lave transportpolitik uden at forholde sig til, hvem der kan komme med toget, og man kan ikke lave digitaliseringspolitik uden at forholde sig til, hvem der kan bruge løsningerne.

Og interessen er ældre end ordførerskaberne. Jeg har gået op i tilgængelighed siden folkeskolen, længe før det havde noget med politik at gøre. Det er ikke et emne, jeg har fået tildelt. Det er et, jeg har taget med mig.

Når stadig flere opgaver kun kan løses digitalt, bliver en dårligt bygget hjemmeside til et rigtigt problem, ikke et æstetisk et.

Reglerne findes allerede. Webtilgængelighedsloven har siden 2018 forpligtet offentlige myndigheders websteder og apps til at være tilgængelige, og kravene måles efter den europæiske standard EN 301 549, som i praksis bygger på retningslinjerne WCAG på niveau AA. Fra den 28. juni 2025 udvidede tilgængelighedsloven, EU's såkaldte European Accessibility Act, kravene til også at omfatte private tjenester som netbutikker, banktjenester, e-bøger og transportinformation.

Den harmoniserede standard er fortsat EN 301 549 version 3.2.1, som henviser til WCAG 2.1 AA. En revision, version 4.1.1, der indarbejder WCAG 2.2, har været undervejs og ventes offentliggjort i løbet af 2026. Mit råd til enhver, der bygger noget nu, er ikke at vente på den: byg efter WCAG 2.2 med det samme. De ni nye succeskriterier handler blandt andet om synligt fokus, om ikke at kræve præcise trækkebevægelser og om login, der kan gennemføres uden hukommelsestest. Det er præcis de ting, der spærrer folk ude i praksis.

Men lovkrav er et gulv, ikke et mål. Et websted kan bestå en automatisk test og stadig være ubrugeligt. Automatiske værktøjer fanger erfaringsmæssigt kun en mindre del af de reelle problemer. Resten kræver, at et menneske prøver at bruge siden med tastatur, med skærmlæser, med forstørrelse, med en dårlig forbindelse eller med begrænset tid.

Derfor mener jeg, at:

• Offentlige digitale løsninger skal udvikles efter WCAG 2.2 AA som minimum, ikke efter den lavest mulige fortolkning af loven.
• Tilgængelighed skal være et krav i udbud, med reelle konsekvenser hvis leverandøren ikke leverer. I dag er tilgængelighedserklæringer for ofte et dokument, ingen har testet.
• Brugere med handicap skal inddrages i udviklingen, ikke først i klagesagen. Ingen kender barriererne bedre end dem, der rammer dem hver dag.
• Tilsynet skal have tænder. Krav uden håndhævelse er en hensigtserklæring.
• Digital tilgængelighed skal tænkes sammen med digital suverænitet. Hvis en offentlig app kun virker på iOS og Android, er den heller ikke tilgængelig for den, der har valgt eller er henvist til noget andet.

Og så er der sproget. En formular, der er teknisk perfekt, men skrevet i forvaltningsdansk, er stadig utilgængelig for en stor del af befolkningen. Klart sprog er et tilgængelighedskrav på linje med kontrastforhold.

Et tog, man ikke kan komme ind i, er ikke offentlig transport. Det er en udstilling.

EU's forordning om jernbanepassagerers rettigheder har siden juni 2023 sat rammen: assistance skal kunne bestilles med 24 timers varsel, information skal gives i tilgængelige formater, en nødvendig ledsager rejser gratis, og personalet skal være uddannet til opgaven. Det er et fremskridt fra de tidligere 48 timer. Men lad os prøve at sige kravet højt: du skal planlægge din rejse et døgn i forvejen. Alle andre kan gå ned på stationen og tage det næste tog.

Det Centrale Handicapråd har foreslået, at handicapassistance til togstationer skal kunne bestilles op til to timer før afrejse. Det er den rigtige retning. Målet må på sigt være assistance uden varsel på de største stationer, sådan som det allerede fungerer i flere europæiske lande. Jeg rejser selv Europa tyndt med tog, og forskellen mellem landene er ikke først og fremmest teknologi. Det er prioritering.

Derfor mener jeg, at:

• Assistance skal kunne bestilles langt tættere på afgang, med to timer som første skridt og assistance uden varsel som mål på de store stationer.
• Elevatorer og lifte skal betragtes som kritisk infrastruktur. En elevator ude af drift er en strækning lukket for en del af passagererne, og det skal meldes ud og udbedres med den hast, det ville få, hvis et spor var spærret.
• Tilgængelighed skal indgå i alle nye indkøb af tog og busser og i alle stationsombygninger, uden mulighed for at spare det væk sent i processen.
• Rejseinformation skal virke for alle, både på skærmen, i højttaleren og i appen. Ved forsinkelser og perronskift er information i tide en tilgængelighedsopgave.
• Chauffører og stationspersonale skal have uddannelse i assistance, og der skal være personale nok til at yde den.
• Tilgængelighed skal måles og offentliggøres, station for station, så det kan ses, om det går fremad.

Jeg har rejst spørgsmålet flere gange, blandt andet efter en trist rapport om tilgængeligheden i den kollektive transport og i debatten om forbindelserne til ø-Danmark. Se mine læserbreve og omtale for de konkrete sager.

Bygningsreglementet stiller krav til tilgængelighed ved nybyggeri og ombygning. Problemet er sjældent reglerne. Problemet er alt det, der allerede står der.

Rådhuse, borgerservice, jobcentre, sundhedshuse, kulturhuse, valgsteder og partikontorer er de steder, hvor demokratiet og velfærden foregår rent fysisk. Hvis der er tre trin op til døren, en dørtelefon i skulderhøjde, en modtagelse med teleslynge, der ikke er tændt, eller et mødelokale, man kun kan nå via en kælder, så er det ikke et praktisk problem. Det er en besked om, hvem huset er til for.

Derfor mener jeg, at:

• Offentlige bygninger skal gennemgås systematisk for tilgængelighed, og resultatet skal være offentligt. Man kan ikke prioritere det, man ikke har gjort op.
• Der skal afsættes midler til at udbedre den eksisterende bygningsmasse, ikke kun stilles krav til det nye.
• Tilgængelighed skal indgå, når det offentlige lejer sig ind. Kommunen kan ikke vælge et lejemål, halvdelen af borgerne ikke kan komme ind i.
• Valgsteder skal være tilgængelige uden undtagelse. At stemme er ikke et sted, hvor vi kan leve med en pragmatisk løsning.
• Arbejdspladser skal kunne rumme medarbejdere med handicap. Toilet, adgangsforhold, akustik, belysning og indretning afgør, hvem der reelt kan søge jobbet.
• Det gælder også vores egne partiarrangementer. Man kan ikke tale om tilgængelighed fra en talerstol, man ikke selv kunne være kommet op på.

Det er let at stille krav til andres hjemmesider. Det er lidt sværere at bygge sin egen efter dem.

Denne side er bygget efter WCAG 2.2 på niveau AA. Konkret betyder det blandt andet, at der er et spring-til-indhold-link som det første, at alle interaktive elementer kan nås med tastatur og har synligt fokus, at klikflader er mindst 44 gange 44 pixels, at farvekontrasten er testet, at overskrifterne følger en logisk rækkefølge, at billeder har alternative tekster, der siger noget, og at siden respekterer, hvis du har bedt dit styresystem om at begrænse bevægelse.

Der er ingen cookiebanner at klikke væk, ingen popups, ingen automatisk afspilning og ingen tredjeparter, der henter data om dig. Skrifterne ligger på min egen server. Siden virker uden JavaScript, fordi der ikke er noget JavaScript.

Finder du alligevel noget, der ikke fungerer, så skriv til mig. Det er den bedste hjælp, jeg kan få, og jeg retter det.