Hjælpen skal komme, før det bliver akut

Brækker du benet, er der sjældent tvivl om, at du skal behandles nu. Går dit barn i stykker indeni, begynder ventetiden. Det er den samme velfærdsstat, og det er den samme skattekrone. Forskellen sidder i vores hoveder, ikke i sygdommens alvor.

Som kristendemokrat er mennesket for mig ikke en funktion, der enten virker eller ikke virker. Ethvert menneske har værdi i sig selv, også når det ikke kan bidrage, også når det er svært at være i nærheden af, også når behandlingen tager år. Det er hele grundlaget for et anstændigt sundhedsvæsen: at vi hjælper mennesker, fordi de er mennesker, ikke fordi de kan betale det tilbage.

Der er sket noget de senere år. 10-årsplanen for psykiatrien blev vedtaget i 2022 og fuldendt med en samlet aftale i 2025, og der er kommet penge og målsætninger. Blandt andet får 18-24-årige med let til moderat angst eller depression som noget nyt ret til behandling inden for 30 dage, og der er afsat midler til at afvikle ventelisterne i 2026 til 2028. Det er godt, og det skal siges højt.

KD - Kristendemokraterne har samlet vores samlede psykiatripolitik i 33 konkrete initiativer og et forslag om at løfte området med over 6 milliarder kroner om året. Det er partiets linje, og den står jeg bag. Du kan læse hele udspillet på kd.dk.

Denne side er ikke en gengivelse af det. Den handler om det, jeg selv trækker frem, og om to ting, der følger direkte af mine ordførerskaber, og som sjældent bliver talt med, når vi taler psykiatri: digital adgang og geografi.

Men en plan er ikke en behandling. Det afgørende er, om barnet i 7. klasse, den unge på erhvervsskolen og manden på 54, der ikke har sagt det til nogen, oplever noget andet i næste uge. Der er vi ikke endnu.

Hvorfor jeg blander mig i det

Psykiatri er ikke et af mine ordførerskaber. Jeg er ordfører for transport, digitalisering, it, kommunikation og udenrigspolitik. Men det er en af mine mærkesager, og det har det været længe.

Det er også et område, hvor de andre ting, jeg arbejder med, får konsekvenser. Når hjælpen kun kan bestilles gennem en app, når selvbetjeningen forudsætter overskud til at forstå et brev fra kommunen, når afstanden til det nærmeste tilbud kræver en bil, man ikke har, så er det ikke sundhedspolitik, der spænder ben. Det er infrastruktur og digitalisering. Den slags barrierer rammer hårdest de mennesker, der i forvejen har mindst at stå imod med.

Partiets 33 initiativer dækker psykiatrien bredt. Her er de to steder, hvor mit eget arbejde med transport og digitalisering får direkte betydning for, om hjælpen overhovedet når frem.

Digital adgang må ikke blive en ny tærskel

Mere og mere hjælp bestilles gennem en app, en selvbetjeningsløsning eller et brev i e-Boks. For de fleste er det en lettelse. For et menneske i psykisk krise kan det være en mur. Overskuddet til at logge ind med MitID, forstå et myndighedsbrev og selv opsøge det rigtige tilbud er præcis det, sygdommen tager først.

Når vi digitaliserer indgangen til psykiatrien, skal der altid være en menneskelig vej ved siden af. Ikke som en nødløsning for de få, men som en ligeværdig indgang. Digital selvbetjening må aldrig blive den tærskel, der sorterer de svageste fra. Det er den samme pointe, jeg rejser som digitaliseringsordfører: teknologien skal tjene mennesket, ikke omvendt.

Geografi er også psykiatri

Et akuttilbud, der kun findes i den store by, er ikke et tilbud for den, der bor på Vestfyn uden bil. Afstand, manglende transport og lange rejsetider afgør i praksis, hvem der kan tage imod hjælpen. Det står sjældent i en psykiatriplan, men det er hverdagen for mange.

Som transportordfører ser jeg det fra den anden side: befordring, ledsagelse og nære tilbud er ikke en logistisk detalje, men en forudsætning for, at behandlingen virker. Retten til hjælp er tom, hvis man ikke kan komme frem til den. Derfor hænger min transportpolitik og min holdning til psykiatrien sammen: begge handler om, at ingen må efterlades, fordi der er for langt til det, de har brug for.

De fleste psykiske lidelser melder sig tidligt i livet. Alligevel er hovedparten af indsatsen bygget til at gribe ind, når det er blevet svært nok til at udløse en henvisning.

Derfor mener jeg, at:

• Der skal være lettilgængelig hjælp i kommunerne, som børn, unge og familier kan opsøge uden henvisning og uden at skulle kalde det en sygdom først.
• Skolen er den vigtigste forebyggelsesarena, vi har. Ikke som behandlingssted, men som det sted, hvor voksne ser børnene hver dag og kan reagere, mens det stadig er småt.
• Mistrivsel skal ikke automatisk gøres til en diagnose. Nogle børn har brug for behandling. Andre har brug for et fællesskab, en fritidsinteresse, en voksen med tid eller en familie, der får hjælp. Vi skal kunne kende forskel.
• Ensomhed skal tages alvorligt som et sundhedsproblem, ikke som en privat sorg. Det gælder både den unge og den 80-årige.
• Civilsamfundet skal med. Foreninger, spejdere, idrætsklubber, menigheder og frivillige rådgivninger bærer allerede en stor del af opgaven. De skal støttes, ikke bruges som undskyldning for at spare på behandlingen.

Og så skal vi turde tale om det, unge selv peger på: præstationskrav, skærmtid, sociale medier og en kultur, hvor alle andre altid ser ud til at have styr på det. Det er ikke et argument for løftede pegefingre. Det er et argument for at bygge platforme og skoledage, der ikke måler børn hele tiden.

Et halvt år på venteliste er ikke et halvt år på pause. Det er et halvt år, hvor det bliver værre, hvor skolen skrider, hvor jobbet ryger, og hvor familien slides ned.

Derfor mener jeg, at:

• Ligestilling mellem fysisk og psykisk sygdom skal være reel og målbar, ikke en hensigt i en aftaletekst. Rettigheder uden kapacitet er tomme løfter.
• Retten til hurtig behandling for unge med angst og depression er et rigtigt skridt. Den skal følges af personale nok til at indfri den, ellers bliver den bare en henvisning til et privat marked.
• Behandling skal kunne begynde, mens udredningen står på. Man skal ikke vente på en etikette for at få hjælp.
• Tvang skal ned. Det er både et fagligt og et menneskeligt mål, og det kræver tid, personale og fysiske rammer, der ikke i sig selv optrapper konflikter.
• Der skal være akuttilbud, man kan komme til uden om skadestuen, døgnet rundt, i hele landet. Det er også et spørgsmål om geografi: Vestfyn er ikke det samme som Vesterbro.
• Fagfolk skal blive i faget. Rekruttering og fastholdelse er ikke et personaleteknisk problem, det er selve forudsætningen for planen.

Det værste sted at have en alvorlig psykisk sygdom er i sprækken mellem kommune, region og egen læge. Det er nemlig der, ansvaret forsvinder.

Derfor mener jeg, at:

• Mennesker med svær psykisk sygdom skal have én, der har ansvaret for helheden. Ikke ni kontaktpersoner og et koordineringsmøde.
• Bosteder skal have fagligheden og bemandingen til opgaven. Det er ikke opbevaring, det er behandlingsmiljø.
• Udgående og opsøgende teams skal møde folk, hvor de er, også dem der ikke selv formår at møde op.
• Pårørende skal ses som en ressource og ikke som en forstyrrelse. De kender mennesket bedst og bærer en stor del af opgaven, og de skal have information, aflastning og en dør at banke på.
• Vejen tilbage til arbejde eller uddannelse skal være en del af behandlingen, ikke noget der først begynder, når man er erklæret rask.
• Mennesker med de sværeste psykiske lidelser lever op til 15 til 20 år kortere end andre. Det er Sundhedsstyrelsens eget tal, og hovedårsagen er ikke selve den psykiske sygdom, men fysisk sygdom, der overses og underbehandles. Det er en skandale, vi har vænnet os til. Kilde: Sundhedsstyrelsen.