Tre ting, finanslovsforslaget ikke svarer på

I finanslovsforslaget vil regeringen fra 2028 skære i SU’en til mange hjemmeboende på både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Ministeriet skønner, at omkring 82.000 mister SU’en helt i mindst én måned i løbet af et år, og at yderligere 33.000 får mindre. Regeringen regner selv med, at de unge vil arbejde mere ved siden af uddannelsen.

Samtidig vil regeringen bruge 800 millioner kroner i 2027 på at begynde at gøre kollektiv trafik gratis for unge under 22 år. Det kan give nogle familier mere luft i budgettet. Men prøv at få de to forslag til at hænge sammen en lørdag aften på Vestfyn.

Vestfyn: når bussen er væk

Da FynBus ville lægge rute 130 om, fortalte en familie i Turup, at deres piger brugte bussen hjem fra skole i Aarup. Der var ingen skolebus, de kunne tage i stedet. En anden forælder spurgte, hvordan hendes 16-årige datter skulle komme til Campus Glamsbjerg. I køreplanen fra august 2025 var 130 blevet en weekendrute, mens hverdagskørslen på 131 og 132 gik mellem Odense og henholdsvis Haarby og Aarup.

Samme sommer mistede elever fra Assens og Ebberup de direkte uddannelsesruter 811 og 812 til Odense. Der kom nye direkte morgenafgange, men elever på blandt andet SOSU-skolen fik et busskift på hjemturen. Mellem Langeland og Svendborg forsvandt en række afgange uden for uddannelsernes mødetider. Det er også dér, der skal være plads i køreplanen til et fritidsjob, en træning eller en tur hjem fra en ven.

Også for dem, der allerede arbejder

Det gælder også dem, der allerede arbejder. Da FynBus skar i weekendkørslen på forbindelsen Odense–Langeskov–Nyborg, som i dag kører som rute 190, afsatte Nyborg Kommune penge til at købe en del af kørslen tilbage. For en medarbejder på et plejecenter eller sygehus kan tidspunktet for den første bus afgøre, om kollektiv trafik overhovedet kan bruges til weekendvagten.

Det er langt fra kun Fyn

Holstebro skar kraftigt i busdriften. Ikast-Brande fik færre lokalafgange. Rute 52 mellem Aalborg, Støvring, Aars og Aalestrup fik færre afgange både på hverdage og i weekenden. På Sjælland gik den forkortede rute 615 fra to busser til én, efter at Sorø trak sig ud. På Bornholm blev køreplanen lagt om efter et sparekrav på ti procent.

Kommuner og regioner træffer mange af de konkrete beslutninger om ruterne. Men det er regeringen, der regner med, at unge tager flere vagter. Så skylder den også at vise, hvilke penge der skal sikre, at de kan komme til og fra arbejde efter skoletid, om aftenen og i weekenden.

I KD vil vi have busser og tog, der hænger sammen, priser familier kan betale, og billetter, man kan købe uden en smartphone. Unge skal kunne tage en uddannelse og et fritidsjob, også når forældrene hverken kan eller vil fylde indkørslen med biler for at få hverdagen til at fungere.

Jeg kan også mærke det i min egen økonomi, når dagligvarerne bliver dyrere, og elregningen stiger. Jeg ved, hvad det vil sige at stå i supermarkedet og regne på, hvad der kan komme med hjem. Derfor vil jeg gerne have dagligvarepriserne ned. Og jeg vil have, at hjælpen kan mærkes hos dem, der har mindst at gøre godt med.

Dansk Folkeparti har peget på at skære i udviklingsbistanden eller omlægge støtten til Ukraine til lån som mulige måder at finansiere lavere fødevaremoms på. Det er dér, jeg som kristendemokrat står et andet sted.

Og hvorfor skal ukrainerne sætte sig i mere gæld for at forsvare deres land mod en nabo, der vil bestemme, hvor deres grænser går, og hvilken fremtid de må vælge?

Et spørgsmål til Dansk Folkeparti

Når mennesker har svært ved at se en fremtid dér, hvor de bor, er det forståeligt, at nogle søger mod steder med bedre muligheder. Udviklingssamarbejde kan give flere en reel chance for at få en uddannelse, finde arbejde og skabe sig et liv hjemme.

DF siger, at partiet vil mindske migrationen til Europa. Hvordan hænger det sammen med at skære i de indsatser, der kan give flere mennesker en grund til at blive?

Jeg ville gerne have set reel handling i finanslovsforslaget for 2027. På finansloven for 2026 blev der afsat 80 millioner kroner over fire år til en handlingsplan for digital suverænitet. Nu vil jeg have regeringen til at vise, hvad pengene skal bruges til, og hvornår arbejdet begynder.

Der skal være finansiering til at afprøve alternativer, flytte data, uddanne medarbejdere og sætte løsningerne i drift dér, hvor de fungerer.

Vi har oplagte partnere

Vores naboer i Slesvig-Holsten har netop indgået en aftale med Bayern om at udvikle åbne it-løsninger til deres offentlige forvaltninger. Tyskland, Frankrig og Nederlandene udvikler allerede værktøjer til deres offentligt ansatte, hvor landene genbruger hinandens kode og bygger på fælles, åbne standarder. Danmark bør gå ind i det samarbejde. Vi kan dele udgifterne til udvikling og vedligeholdelse og give danske virksomheder bedre mulighed for at byde ind.

Handlefrihed koster penge og kræver en tidsplan

Når staten og kommunerne køber it for vores skattepenge, skal de kunne få deres data ud i brugbare formater og skifte leverandør uden at sætte driften over styr. Og når et offentligt system går ned, skal borgerne stadig kunne få hjælp.